🔍 Hvordan identificeres ældre patienter med øget risiko for genindlæggelse?

Den problemstilling var i fokus, da Nanna Winther Selmer præsenterede sit ph.d.-projekt på GRASPH Summer School den 13.-14. maj.
Projektet, som er en del af det overordnede Interreg-ØKS projekt Bridging Safe Elderly Care, omhandler udviklingen af en prædiktionsmodel til at identificere ældre patienter med multimorbiditet, som er i risiko for genindlæggelse inden for 30 dage. Under opholdet modtog Nanna værdifuld faglig sparring og feedback fra både vejledere og ph.d.-kolleger med beslægtede forskningsinteresser.

Predictive modelling var et gennemgående tema i flere keynote-oplæg og workshops, hvor både muligheder, begrænsninger og de etiske aspekter ved prædiktive sundhedsmodeller blev diskuteret. Et felt i hastig udvikling – og med stor relevans for fremtidens sundhedsvæsen.

GRASPH Summer School er et årligt initiativ organiseret af det nationale netværk for forskeruddannelse i folkesundhed i samarbejde med de fire danske universiteter. Programmet samler junior- og seniorforskere til faglige oplæg, workshops og projektpræsentationer med fokus på at styrke dansk folkesundhedsforskning.