Delprojekter
Denne side er til dig, der har lyst til at læse mere detaljeret om projektet og om vejen dertil.

Det overordnede projekt er opdelt i delprojekter, også kaldet arbejdspakker.
Her kan du læse mere om indsatsområderne i arbejdspakkerne.
Der er flere delprojekter på vej og siden bliver løbende opdateret.
Ph.d.-studie:Undersøgelse af ældre patienter med multisygdoms interne overgange på hospital (mellem afsnit, afdelinger og hospitaler) til brug i udvikling af prototype AI-baseret digital informationsside.
Studiet udføres af Matilde Skødstrup Axelsen, sygeplejerske, cand.cur., ph.d.-studerende Kardiologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Roskilde og Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet.
Titel på ph.d. projektet: Interne overgange i Kardiologisk Afdeling – Ældre patienter, pårørende og sygeplejerskers erfaringer og oplevelser i kardiologisk kontekst.
Studier: Projektet løber over 3 år (2024-2027) og består af tre delstudier:
Studie 1, april-juni li 2024: Observationsstudie af ældre patienter med hjertekar- og multisygdoms interne overgange samt uformelle interviews med sundhedsprofessionelle, patienter og pårørende.
Formålet er at udforske klinisk sygeplejepraksis relateret til ældre (≥65 år) patienters interne overgange i Kardiologisk Afdeling med fokus på organisatoriske- og sygeplejefaglige arbejdsgange samt sygeplejerskers tilgang til dokumentation, kommunikation og interaktion med patienter, pårørende og sundhedspersonale.
Studie 2, april-oktober 2025: Interviews med ældre patienter.
Formålet er at udforske ældre (≥65 år) patienter med hjertekar- og multisygdoms oplevelser af at være indlagt med særligt fokus på interne overgange i Kardiologisk Afdeling.
Studie 3, marts 2026: Fokusgruppeinterviews med sygeplejersker.
Formålet er at udforske sygeplejerskers oplevelser af interne overgange i Kardiologisk Afdeling relateret til ældre (≥65 år) patienter med hjerte-kar- og multisygdom med fokus på:
a) kommunikationen mellem patienter, pårørende og sygeplejersker.
b) kommunikation og dokumentation mellem sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle.
Resultater: Studierne skal bidrage med forskningsbaseret viden, som skal:
– Omsættes til en række anbefalinger til klinisk praksis til optimering af patientsikkerheden i interne overgange på hospital.
– Bruges til udvikling af en ny digital patientinformations-side til Sundhedsplatformen ved hjælp af kunstig intelligens. Løsningen skal sikre overskuelig tilgængelighed af relevante patientdata/informationer til sundhedsprofessionelle. Til dette samarbejdes med IT-virksomheden IQVIA.
Ph.d.-studie: Udvikling og test af en model, der kan forudsige akutte genindlæggelser hos ældre patienter over 65 år med multisygdom.
Studiet udføres af Nanna Selmer, sygeplejerske, cand.cur. og ph.d.-studerende på Medicinsk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Køge og Syddansk Universitet, Institut for Regional Sundhedsforskning
Titel på ph.d.-projektet: Udvikling og test af en prædiktionsmodel for akutte genindlæggelser hos ældre medicinske patienter med multisygdom – REMIND modellen.
Studier: Projektet løber over tre år (2023-2026) og består af 4 delstudier:
Studie 1, oktober 2023-september 2024: En systematisk undersøgelse, som skal identificere udviklede prædiktionsmodeller (forudsigelses-), med det formål at finde testede prædiktorer, der kan føre til 30 dages genindlæggelse hos den ældre, multisyge patient.
– Formålet med studiet er at finde frem til prædiktorer identificeret via evidensen/
sandsynliggørelsen, ud fra tidligere udviklede prædiktionsmodeller, som skal testes i studie 2.
Studie 2, juni 2024-maj 2025: Et kohortestudie (sundhedsvidenskabelig undersøgelse foretaget på veldefineret gruppe af personer) til indsamling af kliniske patientdata, samt relevante prædiktorer hos den medicinske multisyge patient, som skal bidrage til udviklingen af en prædiktionsmodel.
Studie 3-4, juni 2025-januar 2026: Et tværsnitstudie hvor prædiktionsmodellen skal testes på medicinske multisyge patienter >65 år på sygehuset og herefter evalueres af kliniske sygeplejersker via fokusgruppe interviews. Denne del skal sikre evaluering af anvendelighed og relevans i praksis og derefter tilpasses modellen, så den fungerer og giver mening på sygehuset.
Resultater:
– Resultaterne skal bidrage til identificere (inklusiv brug af socioøkonomiske faktorer) hvilke multisyge borgere >65 år, der er i højrisiko for genindlæggelse indenfor 30 dage. Det vil gøre os i stand til at sætte ind og udvikle interventioner, hvor relevant. Derudover kan vi blive klogere på prædiktorer i en bredere forstand, som kan hjælpe med at forudsige risikoen for genindlæggelse. Udviklingen af prædiktionsmodellen sker ved hjælp af kunstig intelligens i samarbejde med IT-virksomheden IQVIA.
I Build-a-Care modellen udvikles en checkliste til udskrivningssygeplejerskerne over en række praksishandlinger, som skal understøtte en patientsikker udskrivelse.
Formålet: At udvikle, implementere og teste gennemførligheden af Build-a-Care modellen til at specificere Udskrivningssygeplejerskernes funktioner og opgaver. Derudover at styrke deres koordinering af komplekse overgange mellem sygehusafdelinger og kommunens pleje til ældre med medicinsk multisyge (flere kroniske sygdomme).
Projektet udføres af forskningsleder og professor i klinisk sygepleje Connie Berthelsen, Medicinsk afdeling, Sjællands Universitetshospital Køge og Syddansk Universitet Institut for Regional Sundhedsforskning i samarbejde med Postdoc Birgitte Lerbæk, Aalborg Universitetshospital og Lektor Cedric Mabire, Lausanne Universitetet, Schweitz.
Studier: Projektet bliver udført gennem to studier i perioden marts 2024 til oktober 2026:
Studie 1, marts-december 2024: På baggrund af eksisterende viden samt nuværende praksis og erfaring fra udskrivningssygeplejersker, udvikles en checkliste over en række praksishandlinger, som har betydning for en god og patientsikker udskrivelse. Eksempelvis om pårørende er kontaktet og om behov for hjælpemidler. Checklisten udarbejdes på baggrund af viden fra et regionalt Delphi-survey (en systematiseret samling af viden fra eksperter fra forskellige discipliner og arbejdsområder).
Checklisten skal være en guideline til udskrivelsessygeplejerskernes arbejde i forbindelse med en udskrivelse er fyldestgørende og struktureret og, i takt med at add-on løsningen udvikles, bliver formidlet på en nem og overskuelig måde.
Studie 2, april 2025-maj 2026: Checklisten vil blive implementeret på Medicinsk afdeling, Sjællands Universitetshospital Køge, samt testet af Udskrivningssygeplejerskerne for listens anvendelighed. Udskrivningssygeplejerskerne vil blive undervist i checklisten (teoretisk og praktisk) med henblik på afprøvning og implementering i praksis. Der vil blive foretaget observationer af Udviklingssygeplejerskernes praksis, ligesom de, grundet deres ekspertise inden for området, vil blive interviewet.
Hvis du er interesseret i at høre mere om Build-a-Care modellen, så kontakt Connie Berthelsen på cobe@regionsjaelland.dk