Kursus i præsentationsteknik

Formidling af forskning kan være udfordrende, da det oftest er komplekse emner, der skal formidles på en måde, der både engagerer og fastholder publikums opmærksomhed. Derfor var kurset “Den retoriske værktøjskasse” en værdifuld mulighed for de kolleger, der netop har haft mulighed for at deltage.

Det intensive kursus med fokus på mundtlig formidling og præsentationsteknik var designet til at styrke deltagernes evne til at formidle komplekse emner på en enkel og engagerende måde, så deres budskaber blev hørt og husket.

Projektkollegerne fra Interreg-ØKS projektet Bridging Safe Elderly Care, Nanna Winther Selmer og Matilde Skødstrup Axelsen fra hhv. Medicinsk Afdeling og Kardiologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital deltog i kurset, der fandt sted hos eksterne konsulenter på Frederiksberg i november og december.

Det var et intensivt kursus over to dage, hvor deltagerne lærte at formulere præcise budskaber, skabe levende billeder i tilhørernes hoveder og bruge kropssprog effektivt for at understøtte deres pointer. En af de mest innovative metoder var brugen af hukommelsestekniske redskaber som “broen” og “hesten Rufus,” som blev anvendt til at gøre teorierne lettere at huske og implementere i praksis.

Kender du det, at du ved nøjagtig, hvad du gerne vil sige? Men når du så står midt i præsentationen, så kommer der rod i øverste etage, fordi der bare er så mange vigtige pointer i din forskning, som du gerne vil fortælle om.

”Ved hjælp af mål 🎯anledning 🦆, brobygning 🌉, struktur, PowerPoint, kropssprog, modstand og meget andet, har jeg lært hvordan jeg gør mine oplæg lette at forstå – men svære at glemme – og hvordan jeg får ordet i min magt – uden at PowerPoint tager styringen”
Matilde Skødstrup Axelsen