Læs artiklen herunder eller på sn.dk via dette link.
Befolkningen bliver ældre og ældre og med alderen ofte mere syge og sårbare. Mange ældre har samtidig flere kroniske sygdomme og dermed et højt forbrug af sundhedsydelser. Indlæggelse kan være belastende og er ikke altid den bedste løsning for ældre multisyge, især hvis behandling kunne være foregået i eget hjem eller i kommunal pleje.
Alt dette – og en række nye muligheder – skal et nyt forskningsprojektet sætte spot på. Forarbejdet på Medicinsk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Køge og Nykøbing F er således gået i gang, og i forskningsprojektet Bridging Safe Elderly Care vil man forsøge at finde risikofaktorer for, hvilke og hvornår ældre patienter med multisygdom er i højrisiko for genindlæggelse. Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Det kræver et grundigt forarbejde, som Nanna Winther Selmer, sygeplejerske, cand.cur. og ph.d.-studerende, er i gang med på Medicinsk Afdeling på Sjællands Universitetshospital Køge og Nykøbing F. Her gennemgår Nanna journaler og interviewer patienter i forbindelse med sit ph.d.-projekt, oplyses det i pressemeddelelsen.
Med hjælp fra kunstig intelligens
Projektets resultater, sammen med resultater fra svensk side, skal bidrage til udvikling af en prædiktionsmodel, en model, der kan identificere hvilke ældre, multisyge borgere der er i højrisiko for genindlæggelse inden for 30 dage.
I pressemeddelelsen udtaler Nanna Winther Selmer:
– En identifikation vil gøre os i stand til at sætte ind og iværksætte indsatser for at forebygge genindlæggelser. Derudover kan vi blive klogere på prædiktorer i en bredere forstand, som kan hjælpe med at forudsige risikoen for genindlæggelse af denne patientgruppe, udtaler Nanna Winther Selmer.
Udviklingen af prædiktionsmodellen sker ved hjælp af kunstig intelligens i samarbejde med IT-virksomheden IQVIA. Et bedre, mere trygt behandlingsforløb med færre unødige genindlæggelser vil gavne både borgere, deres pårørende og hele sundhedsvæsenet, fremhæver Region Sjælland i forbindelse med forskningsprojektet, som er dansk-svensk og løber over tre år.